ATP Investerer i XCI

ATP investerer i XCI

ATP Langsigtet Dansk Kapital har indgået en aftale med stifterne og ejerne af XCI om at erhverve 30% af de eksisterende aktier i virksomheden.

XCI, grundlagt i 2017, er en hurtigt voksende softwarevirksomhed, der leverer førende løsninger inden for data- og kommunikationsanalyse til politimyndigheder og efterretningstjenester. Virksomheden har hovedsæde i Aalborg, samt en filial i Saarbrücken, Tyskland, og beskæftiger omkring 100 medarbejdere.

ATP ser et stort potentiale i XCI, og investeringen passer godt til ATP Langsigtet Dansk Kapitals strategi og vision. Investeringen i XCI giver en stærk mulighed for at skabe attraktive afkast til ATP’s medlemmer og samtidig støtte innovative danske virksomheder, der bidrager til udviklingen af højteknologiske arbejdspladser i Danmark.

Løsning håndterer kompleks data

XCI leverer avanceret analysesoftware baseret på kunstig intelligens (AI) og maskinlæring (Machine Learning). Med XCI’s løsninger kan myndigheder og efterretningstjenester håndtere og analysere de stadigt voksende datamængder, der er gemt bag mere komplekse protokoller på tværs af diverse platforme, systemer, data og applikationer. 

I takt med et stadigt mere komplekst trusselsbillede og fortsat geopolitisk usikkerhed forventes efterspørgslen efter XCIs analyseløsninger at vokse markant i de kommende år.

Investering rettet mod skalering

XCI har historisk vist en stærk og profitabel vækst, og ATP Langsigtet Dansk Kapital forventer, at virksomheden kan fortsætte denne udvikling. ATP Langsigtet Dansk Kapital vil understøtte XCIs ledelse i at skalere virksomheden internationalt.

I overensstemmelse med alle involverede parter forbliver de nærmere detaljer om transaktionen fortrolige.

Investeringen i XCI er ATP Langsigtet Dansk Kapitals fjerde investering, efter Veo Technologies, Ferrosan Medical Devices og Terma.