Investeringsporteføljen tabte 1 pct. i første kvartal
Efter flere år med høje stabile afkast var finansmarkederne præget af kursfald på de globale aktiemarkeder og rentestigninger i USA. ATP’s investeringsportefølje tabte 1,1 mia. kr., svarende til et afkast i forhold til ATP’s bonuspotentiale på -1,0 pct.
“I et svært marked var et negativt afkast på 1,0 pct. i årets første kvartal tilfredsstillende i lyset af det meget høje afkast, vi realiserede i 2017. Resultatet er et tegn på, at afkastene er på vej til at blive normaliseret, efterhånden som centralbankerne strammer likviditeten og hæver renterne,” siger Christian Hyldahl, direktør i ATP.
Det negative afkast kommer især fra udenlandske børsnoterede aktier og statsobligationer, mens investeringer i unoterede aktier, infrastruktur og fast ejendom bidrog positivt til kvartalsafkastet.
”Vi har været begunstiget med exceptionelt høje afkast i de senere år. Vores strategi er fortsat at investere og tage risiko for at skabe afkast på trods af den stigende usikkerhed i markederne. Vi har råderum til det, men vi har også et skarpt øje på vores risiko og på, hvordan vi sammensætter porteføljen. På den måde forventer vi at skabe tilfredsstillende langsigtede resultater på trods af et fortsat presset afkastmiljø,” siger Christian Hyldahl, direktør i ATP.
De seneste 5 år er der opnået et gennemsnitligt afkast af investeringsporteføljen på 3,9 pct. pr. kvartal. Der har været positive afkast af investeringsporteføljen i 17 ud af de seneste 20 kvartaler.
Afdækning beskytter pensionsgarantierne
Afdækningen af de garanterede pensioner skal sikre, at medlemmerne får de lovede pensioner, uanset om renten stiger eller falder. På grund af moderate fald i renten på europæiske statsobligationer med lang restløbetid steg værdien af de garanterede pensioner i første kvartal. Tilsvarende gav afdækningsporteføljen et positivt afkast. Samlet set gav afdækningen et negativt resultat på 1,0 mia. kr., hvilket svarer til mindre end 0,2 pct. af de garanterede pensioner. Afdækningen virkede således efter hensigten.
Periodens resultat
Resultatet for årets første kvartal blev samlet på -1,8 mia. kr. Bonuspotentialet - ATP’s reserver - var ved udgangen af første kvartal 2018 på 115,9 mia. kr., de garanterede pensioner var på 652,6 mia. kr. ATP’s formue udgjorde i alt 768,5 mia. kr.
Fakta om ATP
ATP er en obligatorisk pensionsordning med 5.129.000 medlemmer. Ved udgangen af første kvartal 2018 modtog 1.039.000 pensionister ATP Livslang Pension. ATP udbetalte i årets første kvartal 4,2 mia. kr. i pensioner og engangsudbetalinger. Omkring 40 pct. af landets folkepensionister har ingen anden pensionsindtægt end ATP og folkepensionen. Årlig fuld ATP Livslang Pension er på 23.600 kr. for en 65-årig. Det svarer til 32 pct. af folkepensionens grundbeløb.