ATP opnår exceptionelt investeringsafkast på 29,7 mia. kr. i 2017
ATP opnåede et usædvanligt godt afkast på 29,7 mia. kr. i investeringsporteføljen før omkostninger og skat for hele 2017. Det svarer til 29,5 pct. i forhold til bonuspotentialet.
Samlet set blev årets resultat 24,7 mia. kr. før opdatering af levetid og forhøjelse af pensionerne. Der blev overflyttet 1 mia. kroner til garantierne som følge af længere forventet levetid, og dertil kommer en forhøjelse af pensionerne med 6,4 mia. kr., svarende til 1 pct. mere i bonus til alle medlemmer. Dermed lander årets resultat på 17,3 mia. kr.
”Vi har opnået et ualmindeligt godt resultat i 2017 og leveret det bedste investeringsafkast i mange år. Det stærke resultat skyldes positivt bidrag fra stort set alle aktivklasser, hvilket har gjort det muligt at forhøje pensionerne for alle medlemmer samtidig med, at vi har kunnet opbygge vores bonuspotentiale med 17,3 mia. kr. Så det har været et rigtig godt år for vores medlemmer,” siger ATP’s direktør Christian Hyldahl.
Resultatet er især drevet af flotte afkast på aktier som følge af kursstigninger på de globale aktiemarkeder og moderate rentestigninger i Europa. Således gav de unoterede aktier alene et afkast på 5,3 mia. kr., de børsnoterede udenlandske aktier bidrog med 4,9 mia.kr, mens de børsnoterede danske aktier leverede 4,2 mia. kr. Fremgangen er dog bredt funderet i porteføljen: Inflationsrelaterede finansielle instrumenter, kredit, obligationer, fast ejendom og infrastruktur bidrog til det ekstraordinære investeringsafkast.
Ved årets udgang udgjorde ATP’s bonuspotentiale, som forvaltes i investeringsporteføljen, 117,7 mia. kr.
Afdækning beskytter pensionsgarantierne
ATP beskytter pensionsgarantierne til medlemmerne ved at afdække renterisikoen. Med afdækningen kan ATP sikre, at medlemmerne får de lovede pensioner, uanset om renten stiger eller falder. ATP’s afdækning virkede også i 2017 efter hensigten, idet resultatet af afdækningen inden rentekurveknæk udgjorde 1,5 mia. kr., hvilket svarer til mindre end 0,25 pct. af de garanterede pensioner. Afdækningen gav samlet et negativt resultat på 1,5 mia. kr. som følge af, at ATP efter 40-årspunktet på diskonteringskurven fastsætter renten til 3 pct.
Medlemmernes samlede formue er på 769 mia. kr.
Samlede årlige omkostninger
ATP’s samlede årlige omkostninger i procent blev i 2017 på 0,33 pct. i forhold til formuen.
Milepæle i Administrationsforretningen
I ATP’s Administrationsforretning har der i 2017 været implementeret tre nye større fagsystemer. Herudover overtog ATP i 2016 blandt andet administrationen af AES, der i 2017 har arbejdet målrettet med at afslutte gamle sager, hvor det er lykkedes at afvikle de 5.000 ældste sager inden for et år.
Resultatmål opjusteret
ATP’s bestyrelse har justeret det langsigtede resultatmål fra 7 pct. til 11 pct. for at understøtte målsætningen om at realværdisikre pensionerne. Resultatmålet svarer i 2018 til 12,9 mia. kr. Det er en absolut målsætning, der skal opnås på lang sigt, men ikke nødvendigvis opfyldes hvert år.
Fakta om ATP
ATP er en obligatorisk opsparing med flere end fem mio. medlemmer. Der udbetales ATP Livslang Pension til næsten alle pensionister, og ydelsen er garanteret og livsvarig. For knap halvdelen af alle folkepensionister er ATP Livslang Pension den eneste pensionsindtægt ud over folkepensionen. Udover ATP Livslang Pension administrerer ATP centrale velfærdsydelser og ordninger på vegne af staten, kommunerne og arbejdsmarkedets parter. ATP er Nordens største administrationshus og står for udbetalingen af to ud af tre velfærdskroner i Danmark.