ATP fik et afkast fra investeringsporteføljen på 418 mio. kr. i første kvartal af 2016
Afdækningsporteføljen beskyttede igen pensionsgarantierne mod det markante rentefald i første kvartal.
Fra investeringsporteføljen fik ATP et afkast på 418 mio. kr. svarende til et afkast på 0,4 pct. i forhold til ATP’s bonuspotentiale, drevet på den ene side af positive afkast i obligationer, alternative investeringer og råvarer, men modsvaret af negative afkast i aktier og i ATP’s langsigtede forsikringsstrategier mod stigende inflation.
Bonuspotentialet - ATP’s reserver - var ved udgangen af første kvartal 2016 på 101,5 mia. kr., svarende til en bonusgrad på 15,5 pct. ATP’s formue udgjorde 757,8 mia. kr.
Fakta om ATP
ATP er en obligatorisk pensionsordning med 4.980.000 medlemmer. Ved udgangen af første kvartal 2016 modtog 982.000 pensionister ATP Livslang Pension. ATP udbetalte i årets første kvartal 3,9 mia. kr. i pensioner. Halvdelen af de danske folkepensionister har ATP Livslang Pension som eneste pensionsindtægt ud over folkepensionen. Fuld ATP Livslang Pension er på 23.600 kr. for en 65-årig. Det svarer til 33 pct. af folkepensionens grundbeløb.