Seniorkonsulent til HR-udvikling

Har du erfaring med udvikling af medarbejdere og ledere? Vil du udvikle og facilitere koncepter til gavn for ledere og medarbejdere i ATP? Så er det dig, vi søger til HR-Udvikling.

Har du udvikling i blodet?
I HR-Udvikling udvikler vi koncepter i tæt kontakt med hele ATP-organisationen. 

Vi arbejder bredt med hele HR-udviklingspaletten. Fra on-boarding til talent-, team– og lederudvikling. Senest har vi fået stor succes med interne ledernetværk, hvor ledere på tværs af ATP har mulighed for at arbejde med deres eget lederskab og lære af hinanden.  

Nu søger vi dig, der har lyst til at bruge dine kompetencer inden for medarbejder- og lederudvikling. Dig, der trives i en dynamisk hverdag, hvor opgaverne udvikler sig løbende, og hvor vi afprøver for at lære, hvad der virker.

Dine vigtigste opgaver bliver:

  • Onboarding: Du sikrer en professionel og engagerende onboarding for nye medarbejdere. Dette foregår både fysisk på vores kontor i Hillerød og virtuelt på vores syv lokationer landet over.
  • Teamudvikling: Du planlægger og gennemfører lærerige udviklingsforløb for både medarbejder- og lederteams, hvor du har særligt fokus på at styrke samarbejde og performance. 
  • Lederkonference: Du bidrager til udvikling og afvikling af vores årlige konference for cirka 250 ledere på tværs af ATP.

Når du gør det, arbejder du både selvstændigt og ved at involvere vigtige interessenter, fx HR-partnere, øvrige sektioner i HR og relevante medarbejdere og ledere fra koncernen.

Har du solid erfaring fra området?
For at lykkes i rollen forestiller vi os, at du har en relevant videregående uddannelse.

Du har flere års erfaring fra en tilsvarende stilling, som intern eller ekstern udviklingskonsulent. Du har erfaring med udvikling og facilitering af programmer/udviklingsforløb og har arbejdet med leder-, talent- og teamudvikling samt strategisk kompetenceudvikling. 

Det er vigtigt, at du som person har lyst til selv at facilitere og afvikle forløb, ligesom det er en fordel, hvis du er idérig og tænker i nyskabelse, så vi hele tiden kan prøve nye metoder og koncepter af i udviklingen af ATP’s ledere og medarbejdere. 

Vil du arbejde for en koncern, der tilbyder et meningsfuldt arbejdsliv?
I ATP arbejder vi til gavn for den enkelte og for samfundet. Det gør vi, når vi leverer stabile og bæredygtige afkast, der er med til at sikre danskerne livslang pension, og når vi administrerer og udbetaler en lang række vigtige ydelser som feriepenge, pension og boligstøtte. 

Som vores nye udviklingskonsulent vil du høre til i Koncern HR og i udviklingsteamet, hvor vi lige nu er 5 udviklingskonsulenter og en studentermedhjælper. 

Vi stiller høje krav til din faglighed, og du vil blive mødt af en forventning om at tage ansvar, stille spørgsmål og udvikle dig selv og de fællesskaber, du bliver en del af. Vi ved nemlig, at engagerede medarbejdere er altafgørende for, at vi når vores mål og bliver ved med at være de bedste til at løse vigtige samfundsopgaver.

=dig? Så send os dit cv
Du behøver ikke sende os en lang ansøgning. Vi er mere interesserede i dit CV, som du skal sende senest søndag den 16. februar. Når du sender dit CV via vores system, får du mulighed for kort at beskrive din motivation for at søge stillingen.

I ATP arbejder vi for en fair rekrutteringsproces, og derfor beder vi dig om ikke at vedhæfte billede i dit CV eller angive din alder, når du søger. 

Vi behandler henvendelser og afholder samtaler løbende. Du kan læse mere om rekrutteringsforløbet her: https://www.atp.dk/rekrutteringsforloeb-i-atp

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du mere end velkommen til at kontakte sektionschef Mette Lilleøre på e-mail mlx@atp.dk eller på telefonnr. 51 24 18 57. 

Til annoncører, search- og rekrutteringsbureauer: ATP frabeder sig venligst uopfordrede henvendelser vedrørende annoncering af stillingsopslag og kandidater fra headhuntere og rekrutteringsbureauer. Vi ønsker heller ikke at modtage uopfordrede henvendelser vedrørende salg af tjenesteydelser og produkter i forbindelse med jobopslag. Vi beder om, at dette ønske respekteres, og at rekrutterende leder og andre medarbejdere ikke kontaktes. 
#LI-hybrid

Din karriere. Danskernes tryghed

Uanset hvor du starter din karriere i ATP, garanterer vi et arbejdsliv, der forløser dine faglige ambitioner og samtidig gavner det samfund, vi er en del af. Vi har samlet nogle af landets skarpeste hoveder inden for pension, investering og administration. Høj faglighed er nemlig afgørende for, at vi i ATP når vores mål og bliver ved med at være de bedste til at løse vigtige samfundsopgaver. Vi har høje ambitioner. Også når det gælder godt kollegaskab og et arbejdsliv i balance. For ATP skal være et godt sted at gå på arbejde. 

Se karrieremuligheder
ATP medarbejder