ATP’s bonuspotentiale er fælles

ATP er ikke som andre pensionsselskaber i Danmark. Vores pension er en kollektiv, garanteret ordning med en livslang, fast udbetaling, der ikke kan sættes ned efter folkepensionsalderen – uanset hvor længe man lever. 


Det giver sikkerhed og tryghed at være en del af et kollektiv: Du skal nemlig som enkeltperson ikke bekymre sig om, hvorvidt pensionen rækker, for i ATP er din pension garanteret, uanset om du bliver 85 eller 105 år. Det gælder også, uanset hvordan investeringsmarkederne – og dermed ATP’s afkast - udvikler sig. 


I en kollektiv ordning som ATP sker der omfordeling af de indbetalte midler. Det er en del af forsikringselementet, der sikrer, at der er penge at udbetale til dem, der får brug for det – fordi andre viser sig ikke at have samme behov. I ATP sker omfordelingen fx ved, at de medlemmer, der lever længst, får penge fra alle de andre, som også har indbetalt til den fælles kasse. Så omfordeling er en del af det at være en kollektiv ordning. Omfordeling er således en indbygget, men ikke systematisk, konsekvens af at slå sig sammen om at dele udgifterne til en fælles forsikringsordning, som i ATP’s tilfælde er en forsikring, der giver dig en kendt udbetaling uanset hvor længe du lever. 


Det er ATP’s opgave at investere og opnå det bedst mulige afkast, uden at sætte evnen til at udbetale de garanterede pensioner over styr. Derfor er en stor del af ATP’s midler sat til side for at sikre, at vi altid kan udbetale det lovede til ATP’s medlemmer. Resten investerer vi for at skaffe et så godt afkast, at vi løbende kan sætte pensionerne op. Det sidste gør vi i en fælles kasse – bonuspotentialet. ATP’s bonuspotentiale og de omfordelende effekter, der påvirker det, kan du læse om her.